Medicinske fagudtryk

- en klinisk ordbog med kommentarer
 
Få adgang til den digitale udgave af Medicinske fagudtryk. Har du allerede købt ordbogen, skal du blot oprette en bruger.

1) Køb ordbog inkl. digital adgang (klik her)

2) Opret bruger (klik her)

3) Log ind (klik her)

Hvor lægges betoningen (trykket) i de latinske ord?

Mens udtalen af lægelatin er relativt simpel, kan betoningen volde kvaler. Følgende generelle regler (som har en del undtagelser) gælder om betoningen på latin; i bogen er den trykstærke vokal markeret med vandret streg (trykstreg) og angiver således den betonede stavelse (a¯, e¯, ı¯ osv.).

  1. Énstavelsesord giver selvfølgelig ikke problemer.
  2. Betoningen ligger aldrig på sidste stavelse på latin.
    Derfor: tostavelsesord har altid betoningen på første stavelse.
    ca¯-put (hoved), udtales ka¯-put med lang ta, og ikke ka-pu¯t; 
    ca¯n-cer (kræft), ve¯-na (vene), ne¯r-vus (nerve), pı¯-lus (hår), co¯-lon (tyktarm), su¯l-cus (fure) er eksempler på tostavelsesord med tryk på første stavelse.
    Der er derfor ikke sat trykstreger i tostavelsesord.

    Bemærk: ved »fordanskninger« af latinske betegnelser stryger man ofte de latinske bøjningsendelser, bl.a.:
    -a slettes fx fra det latinske carcino¯ma (kræft), som bliver fordansket til karcino¯m; (lat.) anaemı¯a (blodmangel) bliver til det danske anæmı¯;
    -is slettes fx fra det latinske arthrı¯tis (ledbetændelse), som fordanskes til artrı¯t;
    -um slettes fx fra det latinske delı¯rium, som for danskes til delı¯r;
    Der er talrige andre eksempler. I fordanskninger kan trykket altså sagtens ligge på sidste stavelse, men det skyldes blot, at man har smidt de latinske endelser væk.
     
  3. I tre- eller flerstavelsesord ligger betoningen altid på enten andensidste eller tredjesidste stavelse.
    Betoningen ligger på andensidste stavelse, hvis denne er lang; eksempelvis ce-re-be¯l-lum (lillehjernen), udt. serebe¯llum; frac-tu¯-ra (brud), udt. fraktu¯ra.
    Ellers ligger betoningen på tredjesidste stavelse, således ¯-gi-tus (finger); ce¯-re-brum, (storhjernen), udt. se¯rebrum; an-ti-bi-o¯-ti-cum; chro¯-ni-cum (kro-nisk), udt. kro¯nikum.

Det ligger uden for denne bogs rammer at give regler for, hvornår en stavelse er lang, og hvornår den ikke er det. Desuden betones ordene ofte forkert i forhold til reglerne. Derfor er vokalerne i de betonede stavelser i flerstavelsesord markeret med en vandret streg i flere af opslagsordene, a¯, e¯, ı¯ osv.

Bøjningsendelser kan foranledige, at trykket flyttes i forhold til nævnefaldet.
I fx articula¯tio, (ledforbindelse), i genetiv er trykket således: articulatio¯nis; divı¯sio (inddeling), i genetiv divisio¯nis.

Betoningen i ord sammensat af hinanden uafhængige substantiver kan man vanskeligt udtale sig generelt om. De kan have et hovedtryk og flere bitryk andre steder i ordet, sædvanligvis i hver enkelt af del-substantiverne (fx m. ste¯rno-cle¯ı¯do-mastoide¯us med hovedtrykket på sidste led i ordet). I ordsammensætninger er kun hovedtrykkets placering angivet.

(trykstreg) over en voka¯l (a¯, e¯, ı¯, o¯ etc.) i opslagsordet betyder, at voka¯len er trykstærk (beto¯net), og at trykket (betoningen) i ordet altså ligger på denne sta¯velse.

Latinske tostavelsesord har ingen trykstreg, da de altid har tryk på første stavelse; (der henvises til det indledende afsnit om udtalen af lægelatinske ord). Kun ved undtagelser herfra er trykket i tostavelsesord angivet. 

Trykket i en række af ens opslagsord under hinanden er kun anført første gang, man møder ordet.

Kolofon